Referater

Tekst Jørn

Volleyballkamp lørdag d. 5. november i Idrætshuset. Helsingør/Hornbæk Volleyball klub mod GISP.

 

Godkendt præstation.

Men det var desværre primært modstanderen GISP, der leverede præstationen. Til dagens kamp havde vi 4 afbud, hvilket betød comeback til Preben samt debut til Jan.

Preben gjorde comeback på samme bane og mod samme modstander, hvor han for 10 måneder siden blev alvorlig skadet. Ståltråd og søm sikrede at lårmusklen m.m. igen er fæstnet til knæet og Preben spillede en fornuftig comebackkamp. Imponerende.

Jeg var ikke med sidste år, men havde fået mange beretninger om GISP ukontrollerede netspil, hvor de ofte landede langt inde på modstanderens banehalvdel. På den baggrund havde jeg en lille snak med GISP før kampen, men det viste sig at være aldeles unødvendigt. Dels havde der været en del udskiftninger på GISP’s hold siden da, dels må vi retfærdigvis sige at de få gange der var overtrådt, dem stod vi for.

GISP spillede en god gang volley og var i alle spillets faser bedre os. GISP virker så absolut som rækkens bedste hold. Så et 3-0 nederlag var til at bære, navnlig da vi ikke spillede specielt dårligt denne dag. Med et par færre afbud og en lidt bedre optakt til kampen (7 og sidste spiller kom ind i hallen ved kampstart) kunne vi sikkert have løftet niveauet noget. Men det er der ingen tvivl om at GISP også kunne, hvis det var blevet nødvendigt.

Endnu en gang blev vi ”ramt” af meget uerfarne dommere. Sådan er det nødvendigvis når påsætningen dikterer at udeholdene stiller dommere. Da dommerne tilkendegav at de ikke rigtig vidste reglerne for ”overspil fra bagmand” foreslog GISP at vi ”meldte os”. Sådanne aftaler er generelt noget rod, navnlig i tætte kampe. I øvrigt meldte GISP’s hæver sig i en situation, hvor det var noget tvivlsomt om boldens placering i forhold til nettets overkant var ulovlig. Men til dommernes ros skal det siges at de var meget opmærksomme og begge var aktive. Med lidt mere rutine skal de nok komme efter det og få set de rigtige ting på de rigtige tidspunkter.

Så alt i alt en rimelig god dag med sympatiske modstandere og ditto dommere; en dag i selv samme Idrætshal, hvor 3 af os havde vores volleydebut på det legendariske juniorhold en efterårsdag i 1969. Vi vender tilbage om et par år til 40 års jubilæum.

Debutant Jan spillede i øvrigt pænt, men det trækker voldsomt ned i omtalen af hans præstation, at han havde glemt debutantøl.

Sidst men ikke mindst så er der efter Pouls præstationer nu ved at være kamp om de eftertragtede midterpladser, der er således en 5 stykker der bejler til de 2 pladser ! Try-out torsdag kl. 20.00. 

Næste kamp er på søndag kl. 14.00 på Hornbæk Skole mod Hillerød. Da det her er hjemmebanen der skal stille dommer, så er der til kampen truffet aftale med landets absolut mest rutinerede divisionsdommer.