Søndag d. 7. oktober Lyngby 4  - Helsingør Volleyball Klub

Tekst Jørn

Resultat 3 - 1. (13 - 25), (21 - 25), (14 -25).

Så kom sejren. Efter en stabil og koncentreret indsats kunne vi afsynge ”Der er dejligst ved Kronborg....” for første gang i år.

Kampen igennem blev der virkelig kæmpet af alle 6 mand og det sammenholdt med en fornuftig lav fejlprocent betød at der ikke blev der ikke givet så meget ved dørene.

Lyngby fik ikke vist så meget, udover en kort opblussen i begyndelsen af 2 sæt. Vi vælger at tro de var bedre end sætcifrene viser og at det var vores spil der fik dem til at virke lidt modløse. Lyngbyspillerne var også lidt pikerede over vores lave gennemsnitsalder på 38,9 år. Det til trods for at for første gang i år var de 3 tilbageværende spillere fra juniorholdet 1969 samlet på banen (og er således pt. ubesejrede !).

Der blev i perioder vist ganske glimrende spil. John demonstrerede hvordan blokout skal udføres, Kristoffer slog rene vinderslag igennem blokader, Simon slog elegant over blokader og Jørn fik lagt et voldsomt servepres på et par stakkels modtagere. Men det mest positive var måske hvorledes både Poul og Boa efter ”opsange” løftede spillet i disse specifikke situationer: Poul hang lidt i forsvaret i 2 sæt (rygproblemer), men spillede sig op igen. Boa’s gigtfingre kostede point i et par tilfælde, men også han bed tænderne sammen og leverede herefter et par rigtig gode hævninger. Det er lige det, der skal til. Hvis vi skal levere varen i de næste par kampe, er det nødvendig at man ikke stiller sig tilfreds med en alibiindsats, men at man netop spiller maksimalt.

Aftenen sluttede med at Simon og Jørn dømte en damekamp. Det var en til tider ganske underholdende kamp. 2-0 blev ikke til 3-0, men i stedet til 3-2, så det blev en lang aften.

 

Næste kamp er søndag d. 28/10 i Korsgadehallen kl. 17.00 mod KSV. I de sidste par kampe mod KSV har vi virkelig spillet skidt, og da de ligger nr. 1 i rækken, venter der os en opgave. Men opgaver er til for at blive løst. Det bemærkes at vi forventes at stille med dommere kl. 19.00 (HS2N-kamp).