Lørdag d. 8. december Helsingør Volleyball Klub – Hillerød VK.

 

Tekst Jørn

Det blev en 3-0 sejr i efterårets sidste kamp.

Efter at vi i foregående kamp havde spillet uinspireret og særdeles uskønt var der helt andre (jule)boller på suppen i dagens kamp.

Med afbud fra en del stamspillere kunne vi kun med det yderste af neglene stille 6 mand, hvoraf indtil flere var ukampdygtige grundet slemme skader. Proportionerne var således ikke optimale, men parolen var klar fra start. Vi gør hvad vi kan og lidt til.

Allerede fra første bold var der tale om en koncentreret indsats og der blev ikke givet slip. Ved skrappe serve, god fight, snedige overspilninger og mange andre dyder bragte vi os foran med meget komfortable 23-8 i første sæt. Ved den stilling blev en af Hillerød spillerne skadet, øjensynligt med en mindre fiberskade i læggen. Da Hillerød også blot var 6 spillere blev der givet rigtig god tid (i flere ombæringer), men lige lidt hjalp det. Vi vil nok mene at han kunne havde ”stået” en plads på banen kampen ud, men Hillerød valgte at trække sig efter 1 sæt der sluttede 25-8. Det var helt fint med os. Selvfølgelig en kedelig afslutning for alle, men vi er særdeles glade for at det skete ved stillingen 23-8 til os og ikke ved en stilling hvor vi ikke var foran. Nu kunne vi i stedet kaste os over ”Lange S’s medbragte indholdsrige barskab (af stærke specialøl) og glæde os over at vores skadede spillere holdt kampen ud.

Personligt skulle den gamle redaktør have været til julehyggekomsammen på Stevns om eftermiddagen, men volleykampen kom jo i vejen. Modsat var jeg så i rigtig højt humør da jeg endelig nåede frem. Dels grundet sejren, men også lidt grundet ovennævnte barskabs indhold af FF-ere, Wiibroe-årgangsøl (10,7 %) m.m. (Den bedre halvdel førte køretøjet).

Tak til Kim for god ledelse af kampen, til Bodil for den sødeste 2 dommer i år, til Mona for helt korrekt udfyldelse af kampskema (25-8, 25-0,25-0) og til de trofaste tilskuere bl.a. Joan.

Ellers så husk der er træning hver torsdag året rundt (også d. 27/12).

Første kamp i det nye år er lørdag d. 5/1 på hjemmebane.

God jul til alle vi ikke ser til JULEBURG på lørdag.